Menu

Tillykke til gamle HUI medlemmer

image
02. januar 2016 kl. 09:47

Tillykke til gamle HUI medlemmer

Gennem årene har gamle HUI medlemmer fået kontrakt i Superligaklubber eller 1./2. Divisions klubber og enkelte har da også fundet vej til ungdomslandsholdene. Med det strukturerede og særdeles kvalificerede arbejde, der udføres med de unge talenter i HUI, er bestyrelsen ikke i tvivl om, at der vil komme mange, mange flere ud i fremtiden.

2015 var et godt år for en række tidligere medlemmer.

Lad os starte med de to gamle HUI spillere Christian Thobo Køhler og Mads ”Mini” Pedersen. Begge rejste til FC Nordsjælland tilbage i 2008. Talentet har holdt ved og begge har i 2015 fået kontrakt og indgår i Superligatruppen, hvor Mads har været i kamp et par gange. Mads har endvidere til dato spillet 19 ungdomslandskampe og indgår lige nu i U20 truppen.

Vi må heller ikke forglemme Oliver Kærgaard, der i 2009 rejste til Lyngby og som i dag indgår på U18 landsholdet

Kim Blink kom til FC Øresund fra Farum. Spillede et år på senior 1 som 16 årig. Fik efter sommerferien kontrakt i HIK og spiller på deres hold i 2. Division og er inde omkring U17 landsholdet, men mangler endnu at spille en landskamp.

Bestyrelsen har også erfaret at tre gamle årg. 98 kæmper; Victor Lorentzen, Mathias Kokfelt og Peter Vindahl Jensen, der forlod HUI i 2010/2011 har i 2015 alle fået kontrakt med FC Nordsjælland/Lyngby.

Endeligt skal ikke forglemmes de to unge målmænd Tobias Juel og Marco Grønholdt, der begge i sommeren 2015 flyttede til Brøndby IF for at spille på Brøndbys bedste hold i U15 og U14.

Talentmæssigt er HUI en fødekæde til de store klubber. Bestyrelsens holdning er her ganske klar. Har en spiller talentet og kan han/hun ikke udvikles yderligt i HUI, skal de naturligvis videre til en klub, der kan hjælpe dem videre i deres karriere. HUI hjælper gerne til med at finde den rette klub. En forudsætning herfor er imidlertid

  • at spilleren har ambitioner om mere,
  • at den nye klub har en klar plan for spilleren, dvs. kender spillerens stærke og svage sider, således der kan laves en udviklingsplan,
  • at spilleren skal spille på førsteholdet,
  • at førsteholdet indrangeringsmæssigt ligger flere niveauer over, hvad HUI kan tilbyde samt
  • at den nye klub sammen med spilleren og dennes forældre har forholdt sig til balancen mellem skolegang og fodbolden. Transport til og fra træning, fem gange træning ugentligt samt en kamp eller et stævne næsten hver weekend stiller enorme krav til den balance.

Bestyrelsen glæder sig til fremtiden og vil naturligvis fortsat holde øje med vore talenter, der spiller i andre klubber. De ønskes alle et godt år 2016 med masser af fremgang for dem alle.

Bestyrelsen